Pia Longet

Nr. 8 på listen.

Jeg elsker at bo i Otterup.
Her er alt, hvad jeg har brug for, og jeg kæmper med næb og kløer for, at der fortsat skal være liv, aktivitet, gode fysiske rammer og arrangementer af mange slags. Det ved du allerede, hvis du har fulgt lidt med i, hvem der har stemt for og imod forskellige ting de sidste par år.

Jeg vil have, at dine og mine børn og børnebørn får den bedst mulige uddannelse.
Alle unge skal hjælpes til at finde en vej, uanset hvilken.  Det behøver absolut ikke at være professor eller kirurg. Intet er finere end andet. Men vi skal alle sammen blive til et eller andet, vi skal alle sammen bidrage, for kun på den måde hænger vores velfærdssamfund sammen.

Jeg vil gerne have flere ansatte på plejehjemmene.
Jeg er helt sikker på, at de gamle har det godt, men vi trækker alt for store veksler på personalet. Det er blevet meget hårdt at arbejde på et plejehjem, det vil jeg arbejde for, at vi får ændret lidt på.

Jeg vil ikke ret gerne lukke en skole.

Nordfyns nuværende skolestruktur fungerer fint. Vi kan dog få udfordringer med antallet af elever. Kommer vi til et punkt, hvor en skole har så få elever, at det går ud over undervisningen, så vil jeg stemme for en lukning. Jeg ville aldrig lade mine egne børns uddannelse betale for liv i et lokalsamfund.

Jeg vil have noget mere udvikling i vores kommune.
Nogle lidt større tanker end dem, vi ellers tør tænke. Selv om der stadig venter mange renoveringsarbejder rundt om, så mener jeg alligevel, at vi også skal bruge penge på nye tiltag. Skabe noget helt nyt, noget helt særligt for Nordfyn. Jeg vil også rigtig gerne have en svømmehal i Otterup.

Nu ved du, hvad jeg personligt går mest op i.
Det er selvfølgelig det, jeg vil kæmpe mest for. Jeg kan ikke love, at det hele lykkes. Som politiker får man kun den magt, man får stemmer til, så det er faktisk rigtig meget op til dig.

Jeg håber selvfølgelig, du stemmer på mig.
Men først og fremmest, STEM PERSONLIGT uanset hvad. Det er ikke spidskandidaterne, som bestemmer det hele. I det daglige, politiske arbejde træffes de fleste beslutninger i fagudvalgene af alle os andre.

Fik jeg nævnt, at jeg synes vi skal gøre Smadremanden til æresborger i Otterup?

Pia Longet
Otterup

 

 

 

Webmaster