
Helle Waagner ved Bogense Rådhus 100 års jubilæum den 23. juni 2021
Se artiklen i Ugeavisen Nordfyn.
Thomas Gregersen thgr@fyens.dk
Bogense: Uddannelse har på mange måder været et omdrejningspunkt for 63-årige Helle Waagner, der er spids- og borgmesterkandidat for de nordfynske socialdemokrater.
Hun har tidligere undervist på både Bogense Skole, på den tidligere Nordvestskolen i Otterup og har i 2 år arbejdet som folkeskolelærer i Nordnorge. Men efter at have taget en kandidat-uddannelse i pædagogik er det i dag primært kommende pædagoger og ind imellem lærere i UCL Jelling, Helle Waagners arbejdsdag handler om.
Privat bor hun med sin mand Dennis i det hus på Bøgevej parret købte for 34 år siden, da Dennis fik job som tandlæge i byen – og i de seneste 12 år har hun siddet i kommunalbestyrelsen.
Døtrene Cecilie og Gry er for længst flyttet hjemmefra.
– Måske kan man godt trække en form for rød tråd fra mit voksne arbejdsliv til min egen barndom. Jeg blev i hvert fald meget tidligt bevidst om, hvad det betyder at få en uddannelse. Det var ikke så almindeligt eller accepteret, at blive skilt der i 1960’erne. Så da mine forældre pludselig gik fra hinanden, stod min mor tilbage med mig og mine to mindre brødre, som hun havde gået hjemme og passet. Hun blev kastet ud på arbejdsmarkedet uden andet end en syvendeklasses eksamen og kom på fabrik. Det betød, at det var mig, der som ni-årig måtte få mine brødre på to og fem år ud af døren og i institution, fortæller Helle Waagner.
Hun er ikke i tvivl om, at det har været den bagage fra barndommen, der har været med til meget tidligt at vække nogle politiske tanker hos hende.
Mønsterbryderen
– Jeg kan godt huske, at jeg som ung var ekstremt bevidst om ikke selv at skulle stå i min mors situation. Jeg blev mønsterbryderen, der som den første i familien fik en studentereksamen og har også været meget optaget af at bakke mine egne børn op i deres skolegang og valg af uddannelse, mener Helle Waagner.
Datteren Cecilie Waagner Falkenstrøm har studeret ledelse på CBS og på Royal College of Art i London og arbejder med kunstig intelligens i sin kunst, mens lillesøster Gry Waagner Falkenstrøm arbejder for Forsvarskommandoen og har boet i Moskva.
– Selvom pigerne i nogle år har været langt hjemmefra, og min gamle moderat demente mor på 86 stadig bor i Randers, så har vi et godt og tæt familieliv. Jeg prøver at være hos min mor hver uge – eller mindst hver anden, når der er travle perioder. Familie og politik udgør i øjeblikket sådan set al min fritid fra arbejdet. Men jeg er god til at styre og organisere hverdagen, så det hele kan hænge sammen, fortæller Helle Waagner.
Kobler fra på gåturene
Ind i dagsprogrammet skal der også helst lægges en gåtur på omkring fem kilometer, uanset hvor hun befinder sig og hvornår på døgnet, der er mulighed for det.
– Gåturene er blevet sådan en rutine, som jeg har meget svært ved at undvære. Det er ofte her omkring Bogense og Gyldensteen Strand, men også ved Enebærodde, Dallund Slot eller Langesø, når jeg har været til møder rundt omkring på Nordfyn. Vi har så meget fantastisk natur i kommunen, og man får renset godt ud og ladet op med en gåtur. Og så tager jeg gerne en svømmetur ved søbadet og cykler en del, når jeg har mulighed for det, fortæller Helle Waagner.
Stem personligt på Helle Waagner.