Helle Waagner
Af Helle Waagner
Lokaldebat: Nordfyns Kommune har netop fået en nedslående placering som nummer 89 ud af 98 kommuner i “Naturkapitalindekset”. Det betyder, at vi er en af de kommuner, der er dårligst til at sikre levesteder til truede planter og dyrearter.
Ifølge kommunens konservative formand for Teknik- og Miljø-udvalget, Anders Thingholm, så må det være sådan i en landbrugskommune. Selvom jeg anerkender udvalgets initiativer til at fremme grønne tiltag, er jeg uenig i den opfattelse, at vi på Nordfyn kan fraskrive os ansvaret for at bidrage ambitiøst til den grønne dagsorden.
En del af de nuværende initiativer hindres især af frivillighedsprincippet, som i realiteten betyder, at en enkelt landmand eller lodsejer kan blokere for flere andres villighed til at bidrage til almenvældet og naturen.
Er der for eksempel fem lodsejere eller landmænd, der bakker op om at fremme biodiversitet i det vandløb, deres jorde støder op til, kan en sjette ødelægge hele initiativet ved at sætte sig imod. Derfor et det afgørende, at de enkelte landmænd og lodsejere bidrager til at skabe bedre vilkår for den nordfynske natur.
Hvis frivilligheden fortsat fejler, er jeg villig til at drøfte mulighederne, for at kommunen inddrager særligt sårbare naturområder for at sikre biodiversiteten de rette vilkår.
Hvis frivilligheden fortsat fejler, er jeg villig til at drøfte mulighederne, for at kommunen inddrager særligt sårbare naturområder for at sikre biodiversiteten de rette vilkår. Hvis Nordfyns Kommune skal være en populær bosætnings- og friluftskommune, som både kan tiltrække og fastholde borgere og flere turister og samtidig reelt forbedre den nordfynske natur, er der behov for, at vi sætter fart på udviklingen.
De seneste dages debat om solcelleparker peger tilsvarende på behovet for, at vi lægger en samtænkt grøn strategi for Nordfyn, som sikrer bæredygtige energikilder og udvikling – uden at denne sker på bekostning af biodiversiteten og fælles rekreative naturområder. I og med at vi har Fyns største geografi, har vi både muligheden og pligten til at finde løsninger med mindst mulig gene både for borgere og naturen.
